Bagom en grafisk designer

 

Jeg hedder Laila Nygaard og er indehaver af Nygaard Grafisk. Jeg holder til i Aalborg i Nordjylland. Jeg har mere end 30 års erfaring fra den grafiske branche – en branche i rivende udvikling, men jeg bestræber mig på, altid at være opdateret indenfor mit fagområde.

Det bedste ved at arbejde som grafiker, er at fordybe mig i processen og nå frem til et godt resultat, som både jeg selv, du og ikke mindst dine kunder, kan være tilfreds med. Jeg brænder for at lave godt grafisk design og se sammenhængen i et firmas profil.

1. januar 2013, var datoen hvor jeg satsede det hele og startede Nygaard Grafisk. En beslutning jeg aldrig har fortrudt. Jeg værdsætter friheden ved at tilrettelægge dagen selv og den tilfredshedsfølelse det giver, når en opgave kommer i hus.

I mit kundekartotek finder du bl.a. veletablerede virksomheder som Royal Copenhagen, Nordværk, Region Nordjylland, Toms Group, Espresso House og Nowaco. Også et stort antal iværksættere har fundet vej til Nygaard Grafisk.

Min styrke er idéer og oplæg til design, og jeg sætter en stor ære i at udføre opgaverne grafisk korrekt og til tiden.

“The only way to do great work, is to love what You do.”

Steve Jobs

Hvad inspirerer mig?

En af mine største kilder til inspiration er naturen, især Vesterhavet. Jeg tilbringer meget tid der, og det er et sted, der beriger min kreativitet på utallige måder.

Når jeg går langs stranden, betager vindens aftegninger i sandet mig altid. De organiske mønstre og former, som vinden skaber, er en kilde til konstant fascination. Bølgerne, der ruller ind mod kysten, har deres egen rytme og energi, og jeg kan ikke undgå at lade mig inspirere af deres skønhed. Jeg ser også de organiske former i tang, sten, muslinger og drivtømmer som små kunstværker i sig selv. Disse naturlige elementer inspirerer mig til at skabe visuelle designs, der afspejler deres kompleksitet og elegance.

Himmelen over Vesterhavet er også en uudtømmelig kilde til inspiration for mig. Jeg elsker at observere, hvordan himlen skifter fra klar blå til mørk og truende under forskellige vejrforhold. Det spiller med lyset og skaber et fantastisk spektrum af farver. Disse himmelske nuancer finder vej ind i mine designs og tilfører dem en dybde og en følelse af drama.